Øltype: Sour – Smoothie
Alkohol: 7% vol. (44 cl. dåse)
Forhandler: Ølsmageren fra Gjøl, 85 kr.
Bedømmelse: 4,25 ud af 5 kapsler.

Så er det blevet sommer og igen tid til Smoothie Sours. Grillen hevet ud fra dens vinterhi, som nu står og varmer op, inden jeg skal teste mit nye smash burger gear.

Forleden dag var jeg omkring Ølsmageren fra Gjøl og købe lidt forskellige øl, hvor denne Smoothie Sour fra finske Coolhead og amerikanske Mortails røg ned i kurven.

Udseende
Jeg vænner mig nok aldrig helt til disse Smoothie Sours. Det er en lige stor oplevelse at hælde denne tykke væske ud af dåsen hver gang. Øllet er lyserødt, da øllen er brygget med hindbær, solbær og skumfiduser. Skummet vokser ud af glasset, det er altid vildt at skænke en Smoothie Sour.

Duft
Freshly Squeezed x Hydra dufter tydeligt af hindbær og solbær. Det er en duft der fremkalder mundvandet, og jeg må og skal smage på den nu.

img_20250507_160127131_hdr6307001449047139429

Smag
Det er en rigtig farlig øl. Den kan hældes lige ned i løgnhalsen, hvis man ikke passer mere end almindeligt på. Øllen har en fed og cremet mundfylde. Freshly Squeezed x Hydra smager af syrlige hindbær og solbær, søde skumfiduser og så har øllen en eftersmag af lakrids. Eftersmagen slutter ligeledes syrligt og tørt af.

Konklusion
Så røg endnu en Smoothie Sour hurtigere end man kunne nå at sige Freshly Squeezed (men det er også svært med munden fuld af øl). Coolhead kan deres kram og Mortails kan deres kram, og sammen slår det gnister.
Jeg har siden 2021 anmeldt 16 forskellige Smoothie Sours, og det lader ikke til, at det er en øltype der går af mode lige med det samme. Freshly Squeezed x Hydra får bestemt heller ikke korthuset til at vælte, og derfor indkasserer denne øl:

4,25 ud af 5 kapsler.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.