Øltype: Imperial Stout
Alkohol: 12% vol. (35,5 cl. flaske)
Forhandler: Købt hos Renés Vin og Grønttorv, 75 kr.
Bedømmelse: 3,75 ud af 5 kapsler.
I Fjerritslev ligger en herlig butik, nemlig Renés Vin og Grønttorv. Her kan du finde alt hvad hjertet begærer, af søde sager, vin og selvfølgelig også øl.
Jeg har et par gange været i butikken, og hver gang blevet glædeligt overrasket over øllene i butikken, selvom der ikke er mange, så er udvalget godt. Jeg faldt f.eks. over denne vintageudgave af KBS brygget med kanel, vanilje og kakao.
Så hvis du en dag befinder dig i Fjerritslev, så kør omkring Renés Vin og Grønttorv og køb noget godt med hjem.
Øllen jeg smager på i dag er fra amerikanske Founders, og deres KBS (Kentucky Breakfast Stout) der er brygget med kaffe og lagret på bourbon whiskeyfade i et år.
KBS Cinnamon Vanilla Cocoa ligger heftig fra land, og så har bryggeriet lige proppet lidt ekstra i, for at gøre det hele lidt mere delikat med tilsætninger, med kanel, vanilje og kakaonibs.
Jeg har et kært forhold til Founders og deres tunge øl, især den almindelig KBS smager fantastisk godt af ristet malt, kaffe og bourbon fadlagring. Og ikke mindst CBS, som er KBS der har ligget på ahornsirupfade, en himmerigsmundfuld.
Udseende
KBS Cinnamon Vanilla Cocoa (2021) kommer i den amerikanske flaske på 35,5 cl. Flasken har en gul og lidt anonym etikette med utydelig hvidt skrift.
På bagetiketten bliver man dog noget klogere, og får tappedatoen med som lyder på 9/3/2021. Det var der mange der kunne lære noget af.
Øllet er sort som natten, og skummet bruser kraftigt op med en stor skumkrone i brunlige farver.

Duft
Øllen dufter gennemtrængende af kanel og vanilje. Bag denne gennemtrængende duft finder jeg også lidt kakao og karamel.
Smag
En blød og fyldig øl møder mig, blid kulsyre og bitre noter noter vejrer i øllet. Derpå rejser smagen af kanel, kanel, kanel, vanilje, kanel, kakao, kanel, kakao, vanilje og kaffe sig fra øllet. Der er meget kanel, ikke?
Der skal rigtig tygges på KBS Cinnamon Vanilla Cocao. Det er lidt som at sidde og gumle på en kanelsnegl, hvor bageren har væltet kaneldåsen ned i dejen.
Eftersmagen er bitter brændt, tør og med en smag af kanel, der bare hænger ved i det uendelige.
Konklusion
Jeg har vist lidt svært ved at forlige mig med smagen af kanel, det er som om alt det gode ved baseøllen bliver overdøvet til skamme. Drik hellere denne KBS Espresso 2020 vintage, som er noget mere balanceret i sit udtryk, nu man absolut skal ind og rode ved baseøllen.
Founders Brewing – KBS Cinnamon Vanilla Cocoa (2021) er på mange måder en vild øl, men det hele føles for overgjort og ubalanceret til min smag. Skru eventuelt lidt ned for kanel og op for de andre ingredienser.
På trods af den overdøvende smag af kanel, så er øllen nem at drikke, og jeg kan næsten ikke smage at øllen indeholder 12%, derfor får KBS Cinnamon Vanilla Cocoa (2021):

Skriv en kommentar