Øltype: Belgian Strong Ale / Winter Ale
Alkohol: 10% vol. (33 cl. flaske)
Forhandler: Ølsmageren fra Gjøl, 30 kr.
Bedømmelse: 4 ud af 5 kapsler.

Mange har igennem årene kåret Gouden Carolus Christmas / Noël til den bedste juleøl nogensinde. Dette kommer især til udtryk hos Ølsmageren fra Gjøl, som hver november og december, sælger kassevis af øllen. Folk er helt tossede med den søde belgiske juleøl.

Jeg smagte den en gang tilbage i 2014, altså for 10 år siden, og dengang var jeg ikke begejstret. Øllen løb med ringe 2 ud af 5 kapsler, med ordene om en alt for sød øl og en kedelig eftersmag.

Men nu er jeg blevet nudget, den ene gang efter den anden af Ølsmageren fra Gjøl til at købe Gouden Carolus Christmas / Noël, og sidste år måtte give mig og købe en flaske. Øllen har nu stået et års tid, og den skulle eftersigende være blevet rigtig god nu.

Ryk i slideren og se forvandlingen.

Udseende
Gouden Carolus Christmas / Noël 2023 har en dyb mørkerød/mahogni agtig farve. Skummet er beige, bruser flot og forsvinder knitrende igen.

Duft
Gouden Carolus Christmas / Noël 2023 dufter sødmefuldt af blommer, figner, lyse rosiner, portvin, marcipan, alkohol og kandis. En meget kompleks aroma.

Smag
Mundfylden er blød og rund. Den perler let på tungen. Gouden Carolus Christmas / Noël 2023 smager af figner, lyse rosiner, kandis, flødekarameller og let ristet malt.
Eftersmagen er på ingen måder kedelig, da jeg her fornemmer lidt bitterhed og tørre noter til at slutte smagen af på.

Konklusion
Gouden Carolus Christmas / Noël 2023 er dejligt bekendtskab, som du sagtens kan kaste dig ud i, hvis du ikke allerede er vild med den.
Jeg er i hvert fald blevet omvendt og bobber karakteren op med to flotte kapsler.

4 ud af 5 kapsler.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.