Crew Republic – 7:45 Escalation

Crew Republic – 7:45 Escalation. 8,3% og 0,33 l. Salling Super, 2 for 50 kr.

Den første var rigtig god og det må vi også håbe denne er.

Duft Der er ikke så meget gang i aromaen som ved Crew Republic – Drunken Sailor. Hvilket i bund og grund er lidt mærkeligt, når vi her har at gøre med en DIPA.

Smag Denne øl har en noget højere alkoholprocent på 8,3 fremfor de 6,4 hos IPA’en Drunken Sailor og det afspejler sig også i smagen. Den bliver tung og lidt for klæg, hvilket vi synes er synd. IPA’en er mere sprudlende i sit udtryk, hvor denne fremstår lidt gumpetung. Eftersmagen er en anelse bitter, men bliver samtidig præget af den fremtrædende alkohol.

Konklusion Det er spændende at sætte to øl op mod hinanden, og vi har fundet ud af at vi bedst kan lide IPA’en af disse to ellers udmærkede øl.
Vi er ellers både fan af etiketterne og kapslerne.

Crew Republic – Drunken Sailor

Crew Republic –  Drunken Sailor. 6,4 % og 0,33 l. Salling Super, 2 for 50 kr.

Vi drikker to øl fra det tyske bryggeri Crew Republic, Drunken Sailor og 7:45 Escalation. Tyskerne skulle eftersigende være begyndt at brygge godt mikrobryg, og nede i Salling har de en række nye tyske øl på hylderne.
Duft 
En god og gedigen duft af humle, let sødlig med et snert af græs.
Smag 
Den er meget lig duften, hvor humlen er godt fremtrædende. Men malten har også noget at skulle have sagt, hvor vi fornemmer lidt karamel. Eftersmagen er blid og behagelig.
Konklusion 
Et ganske hæderligt stykke arbejde. Hvor både humle og malt spiller godt sammen.

Brewbaker – Berlin IPA

Brewbaker Berlin IPA 5,5% og 0,33 l. Købt i Markthalle, Berlin.

Denne øl-novice var i påsken en uges tid i Berlin. Her blev der både spist og drukket til den helt store guldmedalje. Berlin gemmer på utroligt mange gode steder, hvis man bare lige tør bevæge sig udenfor Mitte, og ud til de lidt mere farverige kvarterer. 
Især må den belgiske ølbar HERMAN (https://www.facebook.com/bravebelgians.HERMAN) fremhæves. Her kunne der bestilles saisons, gueuze, trappister og andet godt til de samme priser som man giver i detailhandlen herhjemme, og så endda med servering ved bordene. Det var en god aften.
Den øl som vi har anmeldt her til aften er fra det lokalt forankrede bryggeri: Brewbaker. Jeg smagte øllen på et lille udskænkningsted bryggeriet havde, i en af de mange “Markhallen” (torvehaller) de har i byen. Her fik vi serveret en række mindre glas af de forskellige haner, og jeg synes denne IPA var den bedste. Der var dog heller ikke alt for skarp konkurrence blandt pilsnere og schwarzbier. Disse øltyper begejstrer mig helt ærligt ikke særligt meget.
Serveringen på Brewbakers lille udskænkningsted

Udseende
Men nu til anmeldelsen: Da vi hælder Brewbaker Berlin IPA op skummer den helt vildt! Jeg tror sjældent jeg har set så aggressivt et skum, og sådan opførte øllen sig da heller ikke da jeg fik den serveret i Berlin. Jeg overvejer lidt om det er en fejl, og øllen ser også ud til at være voldsomt karboneret.

Den voldsomme skumkrone på Brewbaker Berlin IPA

Duften
Jeg snupper en mundfuld skum, og smager de dejlige citrusagtige humle-noter. Duften er primært af citrusfrugter, men måske gemmer der sig også lidt tropisk. Én siger ananas!

Smagen
Nu har skummet efterhånden lagt sig fint på øllet, og det er til at komme til. Karboneringen er egentligt meget tilpas, trods min skepsis da jeg hældte øllet op.

Der er primært citrusfrugter i smagen men også en god del fyr. En god tilpas bitterhed. Vi savner dog lidt de tropiske noter i smagen, som vi opfangede i duften.

Konklusion
En ganske udmærket traditionel IPA med smag af citrusfrugter og fyr, som dog næppe slår benene væk under en.

Vi lander på de jævne 3 kapsler (ud af 5 mulige).

Øl fra den tyske grænse – Krombacher Weizen

Krombacher – Weizen. 5,3 og 0,5 l. Købt ved den tyske grænse.

Udseende 

Flot orange-gul farve, øllet er let uigennemsigtig og med en luftig skum og et ultrafin hvidt låg. 
Duften 
Banan og tyggegummi. Det er vist første gang jeg kan skrive under på at duften af banan er der, men den er nok mere ovre i skumbanan.  

Smagen 
Skumbananen træder også frem i smagen. Men det første der møder min tunge er en prikkende omgang kulsyre, der løfter øllen op på et let og læskende niveau. Øllen afslutter tørt og med en kort eftersmag. 
Konklusion
En alt i alt god hvedeøl, der både dufter og smager af skumbanan. Men øllen bidrager også med en god portion kulsyre og bliver dermed en let og læskende øl. 
Selvom jeg synes mange hvedeøl minder meget om hinanden, nogen smager mere af skumbanan end andre, så vil jeg alligevel give denne øl 4 kapsler.

Kühler Krug – Weihnachtsbock

Kühler Krug – Weihnachtsbock. 6,7% og 0,75 l. 

Denne tyske dunkler bock, gør sig egentlig udmærket og ville gøre godt til en tung julefrokost. Øllen giver noget friskhed, men besidder også en stor del sødme.
Det er en flot rød øl, med et stærkt vigende skum.

Duften, lovpriser vi ikke. Den er krydret og minder i høj grad om øllebrød.
Øllen smager af brændt malt og afgiver en god sødme. Det er også en frisk øl. Den har dog en noget kort eftersmag.

Vi giver denne øl 3 kapsler, for at være godt tysk øl med en høj standard. Men også en anelse kedelig, sorry to say. Det er bestemt ikke en øl der slår benene væk under disse to Øl-Novicer.

Kühler Krug – Badischer Rittertrunk

Kühler Krug – Badischer Rittertrunk. 0,75 l og 5,7 %. 

Der findes mange øl i denne verden, og vi kommer aldrig til at smage alle. Ja, det bliver lavet over 300 nye øl i Danmark bare, om året.

Jeg har stemt på årets øl på Ølentusiasternes hjemmeside, og hvis du osse er Ølentusiast så husk at gå ind og stem. 
Men der er ufatteligt mange øl, og jeg må med skam indrømme at der ikke var særlig mange af dem jeg kendte. Så nu kommer der et lidt sent nytårsforsæt fra Øl-Novicerne; vi vil smage flere danske øl dette år end vi tidligere har gjort. 
Og med de ord drikker jeg i aften en tysk øl. Jeg var så heldig at få et par øl i julegave og fik to øl fra det lille tyske bryggeri Kūhler Krug i Karlsruhe. Det er af øltypen dunkel og øllen hedder det mundrette navn Badischer Rittertrunk.

Billedet driller lidt, så lyserød er øllen ikke, heldigvis. 
Udseende 
Det er en flot mørkerød øl, der besidder et hvidt skum. 
Duft 
Øllen dufter let røget, af karamel og af alkohol. 
Smag
Den har en let røget karakter, jeg synes dog den er lidt skrap i smagen, hvor det er humlen der hopper ind og giver øllet lidt kant. Dog finder jeg også lidt sødme i øllet, og den føles klæg i ganen. 
Konklusion 
Jeg er lidt splittet med denne øl. Mundfølelsen er først: Mmh den smager af røg og karamel, men når øllet så sluges smager den bitter også bliver jeg en anelse negativ. 
Det er bestemt ikke nogen dårlig øl, men topkarakter får den ikke. Flasken er på 0,75 l og jeg har faktisk ikke noget problem med at drikke den alene, dog kan det godt mærkes. 
Jeg lander derfor på 3 kapsler til denne tyske dunkel. 

Höss Doppel – Hirsch

Höss Doppel – Hirsch. 7,2% og 0,5 l. Købt ved den tyske grænse. 


Det er ved at tynde ud i øl til serien “Øl fra den tyske grænse”. Men nu drikker vi en fra Mathias’ øllager, nemlig Hjorteøllen, hvad man ikke kan finde i Tyskland.

Udseende
En meget flot rødlig farve med et kridhvidt skum, det forsvinder dog efter få minutter.

Duft
Den dufter meget af karamel og alkohol. Der er en svag duft af bær, solbær tror vi. 
Smagen
Øllen smager ligesom den dufter, af karamel, solbær og alkohol. Den er faktisk osse lidt frisk. Faktisk en ganske god øl og en meget sød øl. 
Konklusion 
Vi ender på 4 kapsler. Hvis vi kunne give halve kapsler ville vi det, og øllen ville lande på 3,5 så vi bliver nødt til at runde op til 4 kapsler. 

Maisel & Friends – Jeff’s Bavarian Ale

Maisel & Friends – Jeff’s Bavarian Ale. 7,1% og 0,75 l. Købt ved den tyske grænse. Kan også købes i Vinspecialisten. 


Det er en af de mere specielle øl vi er ude i i aften. 
Som altid starter vi ud med duften. Og øllet dufter som en weissbier samt med et lille hint af citrus. 
Men når vi så sætter tænderne i øllet, smager den komplet anderledes. Øllen er lige blevet til en IPA, øllet har fået mere bid, med en væsentlig større humlebitterhed.
Dog føles øllen stadig som en weissbier, den besidder en mildhed, men samtidig er kulsyren en anelse aggressiv. 
Det vi nok prøver at sige er, at det er en weissbier med kulsyre og et strejf af IPA. 
Så vi ender med at give denne øl 4 kapsler, for at være to ting vi i Øl-Novicerne vægter højt: weissbier og IPA. Anbefales.

Weihenstephaner – Vitus

Weihenstephaner Vitus. 7,7% og 0,5 l. Købt ved den tyske grænse. 


Vi har i denne omgang gået ombord i endnu noget tysk, men det er ikke bare en almindelig tysk øl. Nej det er en Weihenstephaner Vitus Kenny Nickelmann og Mathias’s yndlingsøl.

Den minder i store træk om Weihenstephaner Hefe Weissbier.

Duften er i hvert fald meget hen af hvedeøl eller det er en hvedeøl, måske er den lidt syrlig.

Smagen er også meget lig den anden øl. Måske skinner alkoholen mere igennem, men vi synes at den er meget balanceret. 
Men det er helt igennem en meget behagelig øl.

Vi giver den 4 kapsler, da den er nem at drikke men ikke kedelig.