Øltype: Sour Ale – Smoothie
Alkohol: 5% vol. (44 cl. dåse)
Forhandler: Bestofbeers.dk, 66 kr
Bedømmelse: 4,75 ud af 5 kapsler.
Efter mit første møde med Arpus og deres Smoothie Sour Mango x Apricot x Almond har jeg drømt om smage på endnu én af deres Smoothie Sours. I dag var Annika og jeg en tur i Aalborg, og jeg måtte selvfølgelig lige en tur omkring de gæve gutter i Vinspecialisten aka Bestofbeers. Jeg vidste at de havde Arpus på hylderne, og jeg fik mig denne Pineapple x Vanilla x Coconut Smoothie Sour Ale med hjem.
Denne øl er brygget med ananas, vanilje, kokos, hvede, havre, malt, humle, vand og gær. En øl på bare 5%, så den er helt sikkert vildt nem at drikke. Og så er øllen brygget i samarbejde med det amerikanske bryggerier Hidden Spring Ale Works. Et bryggeri som Arpus besøgte i 2022, hvor de sammen bryggede en frugtholdig Sour Ale. Nu har Hidden Spring Ale Works så besøgt Arpus i Letland, hvor de besluttede for at brygge en endnu vildere Sour Ale.
Udseende
Hold nu op en tyk øl, der kommer ud af dåsen. De er ren frugtsaft. Øllet er gult som ananasjuice, og skummet er et sted mellem hvidt og gult. Kigger man ned i øllet, kan man se små sorte vaniljekorn. Det er første gang jeg oplever det. Øllet klistrer til glasset, som var det ananasjuice jeg havde i glasset.

Duft
En eksplosion af ananas møder mine næsebor. Det er lige før jeg må bruge Carsten Berthelsen metoden og kun tage et næsebor i brug, for ikke at blive helt blæst bagover. Jeg bliver desuden mødt af en tydelig duft af kokos og vanilje. Det er sindssyg lækkert.
Smag
Ekstrem fed og fyldig mundfylde har Pineapple x Vanilla x Coconut Smoothie Sour Ale. Det er lige før jeg skal bruge ske for at få den ud af glasset.
Øllen smager fantastisk af ananas, vanilje og kokos. Det er som at drikke en citronfromage (hvorfor er der ingen bryggerier, der har lavet det endnu) bare med ananas i stedet for citron. De friske noter af ananas, fyldigheden af malten og den sødmefulde smag af vanilje og kokos spiller ekstremt godt sammen.



Det prikker og kradser lidt på tungen, som ananas godt kan have for vane, men det gør også denne øl helt autentisk. Det er som at sætte tænderne i et stykke saftigt ananas, så det drypper ned af hagen.
I eftersmagen dukker smagen af ananas ligeledes op, og jeg kan fornemme frugtkødet og den lette syrlige note for at balancere øllen og gøre den let-drikkelig.
Konklusion
For Pineapple x Vanilla x Coconut Smoothie Sour Ale er let-drikkelig. Det er en øl der pleaser på så mange punkter og som ikke gør en kat fortræd. Og så på små 5% vol., hvilket gør den endnu mere let-drikkelig og elskværdig. Arpus Brewing Co. – Mango x Apricot x Almond Smoothie Sour Ale var også et kæmpe hit, men denne øl er lige et my bedre.

Skriv en kommentar