Øltype: Old Ale – Imperial
Alkohol: 16,65% vol. (25 cl. dåse)
Forhandler: Ølsmageren fra Gjøl, 85 kr. Kan også købes her.
Bedømmelse: 4,50 ud af 5 kapsler.
I år bliver det ikke til hvid januar, men derimod sort. Jeg har nemlig bestemt mig for ikke, at købe nogle øl, men gøre lidt kål på nogle af mine sorte øl som jeg har på lager.
Hoppin’ Frog Brewery – The Morning After Den Haag købte jeg til i august, da Ølsmageren fra Gjøl havde release på en række øl fra Fremont. Her var Morten og jeg selvfølgelig troppet på, og jeg fik da også købt The Rusty Nail 2022, som var en gave fra Annika i anledning af vores fem årsdag.

The Morning After Den Haag er brygget af det amerikanske bryggeri Hoppin’ Frog Brewery, og udover denne kender du måske øl som:
Barrel Aged B.O.R.I.S., D.O.R.I.S. The Destroyer og T.O.R.I.S. The Tyrant. Store og vilde øl ofte fadlagret og ofte Imperial Stouts.
The Morning After Den Haag er en Old Ale på 16,65% og er brygget med kaffe og ahornsirup, og derefter fadlagret på bourbonfade og gamle bourbon-ahornsirupfade. Og så er den tappet på 25 cl. dåser for lige at gøre det hele lidt eksklusivt.
Udseende
Det er en fed lille dåse som The Morning After Den Haag er tappet på. Hvorfor den er opkaldt efter Haag (by i Holland) ved jeg ikke, men måske der er nogle der kan sige mig det.
Øllet er meget mørkebrunt og klæbrigt. Skum er der næsten intet af, dog kan lidt svinges op ved lejlighed og giver man øllet en svingtur i glasset dukker de vildeste gardiner op, det er altså en fed øl jeg har i glasset her.

Duft
Da jeg lavede min beerreel, og duftede til øllen, duftede den helt vildt af ahornsirup.
Nu her 45 minutter efter dufter den også af ahornsirup, mælkechokolade, karamel, kokos, bourbon og let ristet kaffe. Det er en vidunderlig duft.
Smag
Det er skørt så meget mundfylde og klæbrighed The Morning After Den Haag disker op med. Det lyder måske en anelse ubehageligt når man tænker på hvad øllen hedder, men det er altså sådan det er.
Jeg ved ikke om jeg ville drikke The Morning After Den Haag efter en våd aften, jeg tror hellere jeg ville have mig en rigtig omgang amerikanske pandekager med bacon, smør og ahornsirup.

Men altså The Morning After Den Haag smager dejligt af sødmefuld ahornsirup (næsten som at drikke direkte af flasken), mælkechokolade, karamel, ristet kaffe, bourbon, blommer, rosiner, lidt sød lakrids, varmende alkohol (helt ned i maven) og velsmag.
Eftersmagen er varmende og let bitter. Hver tår tager en rum tid at fordøje og tage ind. Det er som at sidde og drikke stærk spiritus, hvor der sker noget nyt for hver tår.
Konklusion
Hoppin’ Frog Brewery – The Morning After Den Haag er så langt fra hvid januar man kan komme. Det er en fantastisk Old Ale på vilde 16,65% i en sød lille dåse.
Måske du tænker, kan man mon få fat i noget, der er ligeså godt på dansk jord? Det kan man i den grad, og buddet er Royal Oak 2022 fra Bad Seed Brewing, som er mindst ligeså god og du får hele 10 cl ekstra for den samme pris.
The Morning After Den Haag er en lækker Old Ale med sindssyg meget saft og kraft, fadlagring og smag af ahornsirup.

Skriv en kommentar