Battle of the beer styles: Oude Geuze Boon vs Petrus Aged Pale Part 1

Her hos One Pint forsøger vi os med et nyt tiltag. Vi vil kaste lys på diverse øltyper, hvilke der særligt er oppe i tiden, hvilke der har været frontløbere, og hvilke øltyper man altid falder tilbage på. 

I dette første kapitel dykker vi ned i de sure øl. Vi kigger på to øltyper indenfor det sure øl, nemlig Oude Gueuze og Sour/Wild Ale. En øl der især er sig særdeles velegnet til sommeren, som en aperitif eller som ledsager til søde desserter. Der derved skaber noget balance mellem den søde dessert og øllets syrlige noter.

Første gang man smager en sur øl, ja så tror man knap nok sine egne smagsløg. Den sureste øltype man kan opdrive er øltypen lambic. “Lambic” er et belgisk begreb for øl gæret med vildgær. Gæring af en lambic foregår via en spontangæring.

Lambic produceres i et meget begrænset geografisk område, Payottenland i Zennedalen i nærheden af Bruxelles i Belgien. Her findes den helt rigtige sammensætning af mikroorganismer i luften. I stedet for at rendyrket gær tilsættes under brygningen, podes urten (dette kaldes øllet inden der bliver tilsat gær) i åbne kar, hvorved luftbårne gærceller og bakterier falder ned i karrene, og gæringen starter.

Gæring af lambic startes kun fra midten af oktober til midten af maj, hvor gennemsnitstemperaturen i området er ca. 15 C. I sommerhalvåret er der for mange uønskede bakterier i luften. Urten står i de åbne kar med vinduerne åbne natten over.

Efter gæringen for åbne vinduer hældes øllet på fade, og efter nogle dage sker den egentlige gæring.

Brygget lagres på brugte sherry- og portvinsfade lavet af egetræ og kastanje, da de indeholder rester af gærstammer, der er med til at starte gæringen. Lambicen gærer i meget længere tid end andet øl – ofte op til 1-6 år, og kan lagres op til 20 år på flaske. Lambicen anvendes når den er enten 1, 3 eller 6 år gammel. Pga. gæring er så langvarig kan CO2 undslippe karrene, og lambic har derfor et meget lavt kulsyreindhold.

Typer af lambic

• Gueuze er en blanding (blend) af korttidslagret og langtidslagret lambic. De to lagringer blandes og hældes på nye fade, og de udviklede gærstammer fra det langtidslagrede lambic starter en ny gæring baseret på sukkeret i den korttidslagrede lambic. Gueuze har et højere kulsyreindhold end den rene lambic, og er knap så syrlig. Den minder i højere grad om champagne, og kaldes derfor ofte for ølverdenens champagne. 
• Oude Gueuze (Old Gueuze) referer til den langtidslagrede lambic i en usødet version.
• Kriek laves ved at tilsætte sure kirsebær til en seks måneder gammel lambic, hvorefter en gæring af kirsebærenes sukkerstoffer begynder. Kriek har en sød-syrlig smag af kirsebær.
• Faro er en blanding af ung lambic og mars (udtræk af urtens tørstof) og der tilsættes rørsukker.
• Framboise, Pecheresse, Cassis er alle frugtøl, der er brygget som Kriek ved at tilsætte henholdsvis hindbær, fersken eller solbær til lambicen. De kan både være meget syrlig, tørre og meget søde.

Her hos One Pint A/S har vi et udvalg af forskellige sure øl, fra henholdsvis Brouwerij Boon og Brouwerij De Brabandere:

Brouwerij Boon

• Oude Geuze Boon
• Gueze Mariage Parfait
• Framboise Boon
• Kriek Boon

Brouwerij De Brabandere

• Petrus Aged Pale
• Petrus Ouid Bruin
• Petrus Aged Red

Udover øltypen lambic findes der Sour Ales, der ikke er gæret med vildgær/spontangær:

• Flanders Red Ale
  • Øltypen Flanders Red Ale er gæret med Lactobacillus, en gær, der bibringer den sure karakter til øllet. Øltypen lagres længe på egetræsfade, ofte mere end et år. Via gæren fremelskes en mælkesyreagtig karakter til øllet. Øllen er maltet med rød malt, for at frembringe øllens røde farve. Når øllen er færdiglagret blandes øllet ofte med et yngre bryg for at balancere øllet.
• American Wild Ale
  • Øltypen er brygget i USA, og med gærstammen Saccharomyces cerevisiae, der er den mest almindelig gærstamme, som blandt bliver brugt til bagning, brygning af vin og øl.
    Denne øltype er i slægtskab med lambic eller oud bruin, og for at frembringe den sure duft og smag, gæres American Wild Ale med gærstammen brettanomyces der også giver øllen en “funky” duft.
• Berliner Weisse
  • Berliner Weisse er oprindeligt en uklar og sur øl, der bliver spæddet op med frugtsirup med en smag af hindbær eller banan.
    Øltypen har fået sig en revival, og i stedet for det tilsatte frugtsirup, tilsættes der nu rigtig frugt i brygningsprocessen. Alkoholprocenten ligger typisk omkring 3%, og har en ofte frugtig samt sur smag.
• Gose
  • Gose er endnu en sur øltype, brygget med salt, koriander og citron. Øltypen har været glemt i en længere periode, men har nu ligesom Berliner Weisse fået sin genkomst. Øltypen er af gammel tysk afstamning, men bliver nu brygget over hele verden. Øllen smager både surt og salt.
• Oud Bruin
  • Old Brown eller Flanders Brown er en øltype, med en lang lagringstid. Øllet lagres over to gange. Første gæring tager flere uger eller måneder, og efter lagring på fade, lagres øllen endnu flere måneder på flaske. Den lange lagringsproces bidrager til at gæren bibringer en sur duft og smag til øllet. Rendyrket gær er brugt, da vildgær ikke trives i denne øltype.
• Sour Wild/Ale
  • Øltypen omfavner en væld af forskellige afarter af sur øl. Øltypen er ofte gæret med en ale gær, og sidenhen podet med en sur bakteria eller gær – ofte brettanomyces.

Dette var en gennemgang af de sureste øltyper, du som forbruger kan støde på. I part 2 tager vi fat i anmeldelserne af Brouwerij Boon – Geuze Boon og Brouwerij De Brabandere – Petrus Aged Ale.