Øltype: Imperial Stout
Alkohol: 15% vol. (33 cl. flaske)
Forhandler: Bestofbeers.dk, 50 kr., udsolgt.
Bedømmelse: 5 ud af 5 kapsler.
På årets varmeste dag drikker jeg 2018-udgaven af Jule Mælk. En Imperial Stout på “små” 15%.
Det er ikke første gang jeg anmelder denne øl, tilbage i 2016 anmeldte jeg den første gang. Og den gang spurgte jeg også jer til råds. Dette har jeg også gjort i dag, hvor valget stod mellem Mercurial Mælk og denne Jule Mælk. Valget faldt selvsagt på Jule Mælk, der vandt med stillingen 7-6.

Så nu vil jeg drikke og anmelde en juleøl i juli, på årets varmeste dag.
Læs også:
Jule Mælk 2016
Jule Mælk Cognac Edition 2017
Jule Mælk Rhum Edition 2017
Jule Mælk Tequila Edition 2018
Jule Mælk Islay Edition 2018
Jule Mælk 2019
Jule Malt 2020
Yule Mælk 2014
Yule Mælk Bourbon Barrel Aged 2019
Yule Mælk Rum Barrel Aged 2019
Yule M%&?!&k Bourbon Barrel Aged 2020
Yule M#@!*?k Rhum Barrel Aged 2020
Udseende
Der er ikke en finger at sætte på øllets udseende. Skummet ligger tykt og cremet på øllets top og øllet er sort som kul.

Duft
Kaffe, svesker, mørke bær, kandis og mælkechokolade møder mine næsebor. Laktosen (mælkepulver) som øllen er brygget med kommer rigtig til sin ret, en fed duft af flødeskum med sukker does the trick.

Smag
Jule Mælk 2018 har en næsten uvirkelig mundfylde. Den er så fed og cremet, at kun ren 38% piskefløde kommer op på siden af den.
Og så smager den vildt og intens af mælkechokolade. Mørke bær og svesker dukker også op på min radar. En anelse kaffe-bitterhed giver øllen den lethed, der skal bruges for simpelthen at kunne synke dette bæst.
Eftersmagen er sød med sød på, men jeg bliver ved med at drikke af den. Det er som en chokoladedessert (på 15%), som jeg bare ikke kan få nok af.

Konklusion
Jule Mælk 2018 bliver nu flasket i mere anstændige 33 cl, end den større flaske på 37,5 cl. Det er mere passende for en så intens og alkoholtung øl.
Jule Mælk er stadig en vildt lækker øl, og altid en stor oplevelse at drikke. Selv efter sidste tår, kan jeg stadig slikke mig om munden og smage den søde Jule Mælk.
16 kommentarer