Den 18. maj for otte år siden begyndte min interesse for øl. Jeg har drukket øl før da, men det blev kun ved den helt almindelig pilsner, typisk Thy Pilsner og en Thy Classic i ny og næ, man er vel fra Thisted.
Den spæde start
Da jeg flyttede til Aalborg i 2010 for at starte på Aalborg Universitet, mødte jeg Mathias. I løbet af tiden på uni mødtes vi hver tirsdag aften for at lave mad, se fodbold eller game sammen.
Vi skulle selvfølgelig også have en øl til maden og efter at have snakket lidt om, at det kunne være sjovt at anmelde øllene, oprettede Mathias vores første ølblog “Øl-novicerne”.
Inden Mathias og jeg lagde os fast på “Øl-novicerne”, hed bloggen faktisk “Øl, øl og mere øl”. Det var i den spæde start, hvor vi endda også gav øllene karakterer fra 1-10 kapsler. Mange lå på en god syver eller otter. Siden da blev karakterskalaen reduceret til 1-5 kapsler, og for et par år siden ændrede jeg skalaen til at kunne give kvarte kapsler. Kapselskalaen er blevet mere nuanceret med tiden, da øllene bliver bedre og bedre. Det bliver sværere at skelne øllene fra hinanden, hvis hver gang jeg smager en god øl giver den 5 ud af 5 kapsler.



Efter lidt tid kom vi på “Øl-novicerne”. Et navn som udstråler, at vi er nybegyndere i øllets verden. En tilgang jeg har taget med over i det nye navn “Rookiebeers”.
Begrebet “rookie” bruges i mange nordamerikanske sportsgrene om en spiller, der ikke har afsluttet sit første år endnu. Trods 845 anmeldte øl, plus det løse, så afslutter vi heller aldrig vores første år. Der vil altid være nye øl at smage, nye ting at opdage, nye festivaler at tage til.
Den banebrydende øl
To år var der gået siden opstarten, og jeg havde været til ølsmagning med de lokale DØE’er (Danske Ølentusiaster). Smagningen foregik i Vinspecialisten Aalborgs lokaler, og efter smagningen måtte vi købe lidt øl i butikken med rabat. Der valgte jeg Bourbon County Stout 2012 til bare 80 kr.

Øllen var på dette tidspunkt sagnomspunden, og da jeg tog den ned fra hylden, udbrød en af de andre DØE’er: “Den er bedre end sex!” Så forventningerne var forståligt nok høje.
Bourbon County Stout 2012 var på det tidspunkt i min ølblogger-karriere den mest eksklusiv øl, jeg kunne få fingrene i. Jeg havde brugt de første to år på at smage mig igennem en masse supermarkedsøl og havde først i november 2013 fundet frem til Vinspecialisten aka Bestofbeers.dks vilde udvalg af øl.
Bourbon County Stout 2012 slog benene væk under mig. Jeg havde aldrig smagt en så kompleks og balanceret øl. 15% alkoholstyrke blæste mig bagover og gjorde mig vild og lamslået på én gang. Øllen åbnede en ny verden af fadlagrede Imperial Stouts og er nu én af de øltyper, jeg oftest køber.
Bourbon County Stout 2012 står stadig lysende klart i hukommelsen. Nye varianter bliver brygget hvert år men bliver desværre ikke solgt videre til Europa. Du skal kende nogen, der kender nogen, der kender nogen, der kan fragte den fra USA til Danmark. (Og ja, den er næsten bedre end sex!)

I maj 2017 var jeg med til Mikkeller Beer Celebration Copenhagen (MBCC), der er en af de største oplevelser jeg har haft inden for øllets verden. Jeg havde fået sponsoreret billetten til Yellow Session af Mikkeller. Yellow Session var fra kl. 10-14 om fredagen. Jeg slog pjalterne sammen med Anders Andersen fra ølbloggen Triplealehead, hvor vi sammen gik rundt på ølfestivalen. Jeg smagte mange vilde og sindsygt gode øl. Det var en fantastisk oplevelse.
Rookiebeers før og nu
Otte år er nu gået, og siden bloggens start har forskellige mennesker været igennem bloggen med mig som konstanten. Tak til Mathias, Frank, Tobias og Peter for bidrage til bloggen med gode øl og anmeldelser.
Marie, min søster, står bag udarbejdelse af illustrationer til bloggen. Hun har udarbejdet kapsler, logo og banner (logoer øverst i artiklen og banner herunder). Tak til Marie for det flotte illustrative arbejde. Tjek hendes tegninger og illustrationer ud her.



Og så skal der også lyde en særlig tak til Annika (kæreste og redaktør på Rookiebeers), for at jeg altid kan sparre med dig. At du vil rette mine tekster og smage øl med mig i ny og næ. (Den dufter ikke af te, eller gør den?)
Øllene er kommet for at blive i mit liv. Jeg elsker øl, og jeg elsker at skrive om det. Skål for endnu otte år med Rookiebeers!
Øl og bøger
Med alle de øl, der bliver brygget, udkommer der også en masse bøger om øl, dens brygning og den mad du kan spise til. Det synes jeg er super spændende, og det vil jeg dykke lidt mere ned i på de følgende sider.
I samarbejde med min arbejdsplads Aalborg Bibliotekerne havde jeg fået mulighed for at afholde et foredrag om øl med tilhørende ølsmagning. Men bedst som jeg var igang med at forberede mig til foredraget, kom coronaen og stoppede det hele. Derfor har jeg nu sat mig for at præsentere de ølbøger og øl, jeg ville have snakket om på dagen.

Jeg gennemgår fem bøger om øl, og til hver bog anbefaler jeg en øl, du kan drikke dertil. Jeg gennemgår fire danske bøger og en engelsk. Fire guides til det gode øl og én biografi.
- 50 øl du skal smage før du dør – Rolf Nielsen & Carsten Berthelsen
- Craft Beer World – A Guide To Over 350 Of The Finest Beers Know To Man – Mark Dredge
- Mikkellers Bog Om Øl – Mikkel Borg Bjergsø & Pernille Pang
- Den Nøgne Øl – Bogen Om Pilsneren – Christian Andersen & Jens Eiken
- Ølbrødre – Rasmus Emborg
Du kan navigere mellem de forskellige sider ved at trykke på ovenstående links.
Eller.
Tryk på “sider 1-6” for at gå frem eller tilbage mellem siderne.
↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓↓
1 kommentar